Arbejde.

Vi bruger umådeligt mange timer af vores liv på at arbejde, men hvad betyder det egentlig at arbejde? Hvor kommer betegnelsen og begrebet fra, og har det altid haft den betydning, som vi lægger i ordet i dag? For de fleste i dagens Danmark og generelt i den vestlige verdens civiliserede samfund, fylder ens arbejde en stor del af både tid og identitet.

Når vi møder et nyt menneske, går der sjældent længe, før spørgsmålet melder sig:

“Hvad laver du?” eller “Hvad arbejder du med?”

Vi spørger sjældent, hvad personen interesserer sig for, eller holder af at lave. Vi spørger til arbejdet. Spørgsmålet virker uskyldigt. Men det afslører også noget om den måde, vi har valgt at inddele livet på. Arbejdet kommer først. Alt det andet kommer bagefter. Derfor synes jeg, at det er interessant at undersøge, hvad det egentlig er, vi mener, når vi taler om arbejde. For hvis arbejdet fylder så meget, burde vi så ikke forstå, hvad ordet egentlig dækker over?

Ordets oprindelse
På dansk stammer ordet arbejde fra det oldnordiske erfiði (og det gammeldanske ærvithi), som betyder møje, besvær eller hårdt slid. Ordet er beslægtet med det tyske Arbeit og det slaviske rabota, som oprindeligt betød tvangs- eller slavearbejde, og har derfor den samme rod, som senere har givet os ordet robot (ref.).

Slår vi op i Den Danske Ordbog, møder vi en langt bredere definition:

“Fysisk eller åndelig virksomhed som man udøver for at frembringe eller opnå noget.”

Selvom ordets oprindelse handler om slid, er den moderne definition bemærkelsesværdigt neutral. Her står der nemlig ikke, at arbejdet:

foregår med løn
udføres i en virksomhed
er ens beskæftigelse
eller finder sted mellem klokken 8 og 16

Hvis vi følger ordbogens definition, så er alt det nedenstående også arbejde:

at bage brød
skrive en bog
sy et par bukser
passe sine børn
bygge et skur
plukke æbler
lægge kartofler

Dog vil jeg våge at påstå, at det er de færreste der omtaler det som arbejde, når de bager et brød eller bygger et skur i haven. Vi bruger altså ordet langt mere snævert, end ordbogen gør, og vi har en klar forestilling om hvad arbejde er for noget, når vi hører ordet. Måske er det netop her, noget interessant sker. Ordet “arbejde” har ikke nødvendigvis ændret betydning. Men vores forestilling om, hvad arbejde er, ser ud til at have gjort det. I dag tænker de fleste af os automatisk på lønarbejde, når vi hører ordet. Men sådan har det ikke altid været.

Lad os besøge historiebogen og undersøge, hvordan arbejdets indhold, og forestillingerne herom, har ændret sig igennem tiden.

Hvordan har vores opfattelse af “arbejde” ændret sig igennem tiden?

Arbejde som overlevelse (ca. 300.000 f.Kr. – 10.000 f.Kr.)
I menneskets første hundredtusinder af år var arbejdet ganske enkelt livet. Man jagede, samlede bær, byggede boliger, lavede mad, passede børn, fremstillede redskaber og tog sig af de ældre. Der fandtes ikke en skarp grænse mellem arbejde og fritid, fordi der heller ikke fandtes en skarp grænse mellem arbejde og liv.

Flere antropologer har peget på, at mange jæger-samlersamfund ikke har et begreb, der svarer til vores moderne forståelse af ordet arbejde. Man taler om at jage, samle, fiske eller lave mad som konkrete aktiviteter, og ikke som noget, der er samlet under en kategori kaldet “arbejde”. Det betyder ikke, at mennesker ikke arbejdede. Tværtimod. Men arbejdet var ikke en afgrænset del af livet. Det var livet. (James Suzman, Work: A History of How We Spend Our Time).

Arbejde som husholdning (ca. 10.000 f.Kr. – 3.000 f.Kr. (Middelalderen)
Med landbrugets opståen ændrede menneskets liv sig radikalt. Man bosatte sig et fast sted, dyrkede jorden og holdt husdyr. Familien blev den centrale produktionsenhed, hvor næsten alt blev fremstillet i hjemmet eller i landsbyen. Brød blev bagt, tøj blev syet, redskaber blev repareret, børn blev passet, og grøntsager blev dyrket. Man arbejdede der, hvor man boede, og man så det hele som en nødvendighed.

Arbejde som erhverv (ca. 3.000 f.Kr. – slutningen af 1700-tallet)
Efterhånden voksede landsbyer til byer, og mennesker begyndte at specialisere sig. Nogle blev smede, andre bagere, vævere, tømrere eller møllere. Handel udviklede sig, bytteøkonomien blev gradvist afløst af penge, og laug opstod som sammenslutninger af håndværkere. Men selv her var arbejdet stadig tæt knyttet til hjemmet. Bageren boede ofte oven på bageriet, og smeden havde sin esse få meter fra boligen. Liv og arbejde var stadig vævet sammen.

Arbejde som lønarbejde (fra slutningen af 1700-tallet – i dag)
Det var først med industrialiseringen, at forholdet mellem mennesket og arbejdet for alvor ændrede karakter. Fabrikkerne samlede produktionen under ét tag, og mennesker begyndte at sælge deres arbejdskraft mod løn. Arbejdet flyttede væk fra hjemmet og blev noget, man tog hen til. Nu opstod begreber som arbejdstid, arbejdsplads, timeløn, stempelur og fyraften, som gjorde, at fabrikkerne kunne fungere effektivt, når alle mødte på samme tidspunkt. Produktionen var nemlig afhængig af, at mennesker var til stede samtidig, og derfor blev tiden den afgørende målestok. Hvor man tidligere blev målt på det man fremstillede, blev man nu i stigende grad målt på de timer, man stillede til rådighed. (E. P. Thompson, Time, Work-Discipline, and Indsutrial Capital).

I begyndelsen af industrialiseringen arbejdede mange for løn 60-80 timer om ugen. Gennem faglige kampe og teknologiske fremskridt faldt arbejdstiden gradvist, indtil den omkring slutningen af 1900-tallet stabiliserede sig omkring de 37-40 timer om ugen, som mange stadig arbejder i dag. Samtidig er vores produktivitet steget markant.

I 1930 skrev den britiske økonom John Maynard Keynes essayet Economic Possibilities for our Grandchildren. Her forudsagde han, at den teknologiske udvikling og den stigende produktivitet ville gøre det muligt for mennesker blot at arbejde omkring 15 timer om ugen inden for de næste hundrede år. Ikke fordi mennesker skulle blive mindre flittige, men fordi vi ville blive langt mere produktive. På mange måder fik Keynes ret, for produktiviteten er siden steget langt mere, end Keynes kunne have forestillet sig. Alligevel arbejder de fleste af os stadig omkring 37 timer om ugen.

Da arbejdet blev adskilt fra livet

Med industrialiseringen blev arbejdet gradvist adskilt fra resten af livet. Vi begyndte at tage hen og afsted på arbejde. Arbejdstid og fritid blev skabt, og tiden blev vigtigere end opgaven.

For at fabrikkerne kunne fungere, var det nødvendigt, at alle mødte ind samtidig. Produktionen var afhængig af faste arbejdstider, og derfor blev arbejdet organiseret efter uret. Den måde at tænke arbejde på lever stadig videre i dag, selv om mange af os ikke længere står ved et samlebånd. Juridisk set sælger vi vores arbejdskraft, men i praksis er det de timer, vi stiller til rådighed, der bliver målt, planlagt og aflønnet.

Da arbejde blev lig med lønarbejde

I dag bruger vi ordet arbejde hele tiden. Vi tager på arbejde, går hjem fra arbejde, taler om arbejdet og spørger andre, hvad de arbejder med. Ordet er blevet så tæt knyttet til lønarbejde, at vi sjældent bruger det om de mange andre aktiviteter, der ifølge ordbogens definition også er arbejde.

Når vi bygger et skur i haven, bager et brød eller skriver en bog, omtaler vi det oftere som en hobby, et projekt eller noget, vi “lige går og laver”. Ikke som arbejde. Selvom det netop er en fysisk eller åndelig virksomhed, der har til formål at frembringe eller opnå noget. Måske afslører det, hvor grundlæggende vores forståelse af ordet har ændret sig. Arbejde er ikke længere blot en aktivitet. For de fleste af os betyder arbejde først og fremmest det sted, vi tager hen for at tjene vores løn.

Har arbejdet ændret sig?

Med udgangspunkt i ovenstående, vil jeg derfor argumentere for, at selve aktiviteten med at arbejde ikke har ændret sig nævneværdigt. Mennesker har altid haft et behov for at skabe, bygge, dyrke, passe og bidrage. At arbejde har aldrig været noget fremmed for os. Det der har ændret sig, er vores relation til arbejdet. Vores behov for at adskille arbejdet fra livet. Selve fortællingen om arbejdet.

Vi taler om arbejdsliv og privatliv, som om de er to adskilte verdener, der konstant skal bringes i balance. Vi lever for weekenderne, tæller ned til ferien og drømmer om pensionen som tidspunktet, hvor livet endelig kan begynde.

Hvis arbejde engang blot var en del af livet, er spørgsmålet måske ikke, hvordan vi kan arbejde mindre, men hvordan vi igen kan lade arbejdet blive en meningsfuld del af livet. Måske er det slet ikke mere fritid, vi længes efter, men derimod et opgør med forestillingen om, at livet er opdelt.

For livet har aldrig været opdelt i to. Der er kun ét liv, og måske er vores vigtigste arbejde i virkeligheden, at vi lærer at se livet som ét igen.

/ Julia