Om at turde at tage en pause.

Nogen vil måske argumentere for, at en barsel ikke er en pause. At den er hård, krævende og fyldt med søvnløse nætter. Og det kan den bestemt være. Men om noget føles som en pause, afhænger vel af, hvad pausen holdes fra?

Måske er barslen netop en af de få pauser, vi får i løbet af et helt liv, udover i vores pensionstilværelse. Ikke en pause fra at gøre noget, men en pause fra den rejse, som de fleste af os har befundet os på, siden vi begyndte i vores første institution. Måske er det derfor, at den kan føles så svær.

Når jeg tænker tilbage på min egen barsel med mit barn, så var det sværeste for mig, at jeg ikke gav mig hen til at holde den pause, som min barsel var. At jeg gik i arbejdsmode og forsøgte at optimere min tid mest muligt. Det at få styr på lurer, amning, mad osv., blev til endnu et arbejde, og ikke en pause.

Set i bagklogskabens lys, smerter det mig den dag i dag, at jeg ikke værdsatte den værdifulde og enestående oplevelse, som jeg aldrig kan få tilbage. Jeg gav mig ikke hen til at være til stede med mit barn i det første leveår, for jeg havde mere travlt med at få styr på det hele. Frygten for at en lur blev afbrudt for tidligt, blev afløst af frygten for, at en lur ikke blev holdt… Det forhindrede mig i at nyde min tid med mit barn, men værst af alt, så kedede jeg mig ofte under min barsel. Det gik for langsomt, syntes jeg. Jeg følte mig ved siden af min selv, og jeg glædede mig nogle gange til at komme tilbage til mit arbejde, for at jeg igen kunne mærke mig selv.

Men det gik ikke for langsomt. Alt var præcist som det skulle være, og det skete i et helt passende tempo. Det var ekstremerne, som jeg på ganske kort tid havde mærket på egen krop, som var med til at give mig den følelse. Optil fødslen havde jeg blæst derudaf på rejsen efter samfundets forventninger i hele mit liv. Og jeg var blevet lullet ind i fortællingen om, at dét at have travlt er en god ting.

Start – dagpleje – børnehave – folkeskole – gymnasium – universitetet – og en masse studiejobs og deltidsjobs derimellem. Igennem alle disse år, havde jeg levet efter hvad der var forventet af mig, og jeg havde på intet tidspunkt stoppet op og mærket efter, hvad jeg egentlig forventede af mig selv. Hvem var jeg overhovedet?

Og så fra den ene dag til den anden, havde jeg et lille menneske i mine arme. Med øjne som spurgte “hvem er du?”. Når jeg tænker tilbage på den tid, så var jeg faktisk ikke i stand til at svare på det spørgsmål. For hvor tit bliver man lige stillet det spørgsmål? Jeg var kun vandt til, at nogen spurgte mig: “Hvad laver du?”? Det klassiske “nu er vi sidemakkere til en fest”-spørgsmål. Jeg havde kun lært at besvare det spørgsmål, som passede ind på den rejse, som vores samfund havde skabt for mig.

Start – dagpleje – børnehave – folkeskole – gymnasium – universitetet – arbejde – arbejde – arbejde – arbejde – pension – slut.

Og i alt den tid, har jeg nemt kunne svare på spørgsmålet om, hvad jeg laver. Det var nemt, for jeg vidste præcist hvilket svar jeg skulle levere, alt efter hvor jeg var henne af på min rejse. Og min barsel var et “knæk” på den rejse. Et lille og planlagt knæk, og ganske forudsigeligt for de fleste kvinder (og mænd efterhånden).

Det er først nu, at jeg kan se, at det “knæk” faktisk var en pause. En pause, som jeg ikke var i stand til at holde, fordi jeg ikke vidste hvordan, hvilket kom til udtryk som kedsomhed. Ikke at der er noget i vejen med at kede sig, tværtimod. Men jeg skammede mig over at kede mig. Jeg følte, at jeg burde nyde den tid, som jeg havde med mit barn. Men det kunne jeg ikke, fordi jeg følte at jeg stod stille. Jeg bevægende mig ikke videre på rejsen, og jeg havde aldrig nogensinde lært at holde en pause.

Hvis du kender nogen der er gået på pension, så har du nok erfaret, at det kan være ret så svært, lige pludselig selv at skulle bestemme, hvad man skal bruge sin tid på. Hele livet igennem har din tid været defineret for dig. Selv din fritid og dine weekender er defineret ud fra, at du går på arbejde. Du holder weekend, så du igen kan arbejde.

Så selvfølgelig kedede jeg mig. Jeg så frem til at finde “mig selv” igen. At komme tilbage til mit arbejde, for her var jeg veldefineret. Her kendte jeg mig selv. Her kunne jeg svare på “hvad laver du?”-spørgsmålet. Ligesom jeg havde været vant til i så mange år før det.

Det er først nu, set i bagklogskabens lys, at jeg har erkendt, hvad der manglede under min barsel. Hverken mit barn eller min tid med hende var kedelig, og den var ikke for langsom. Jeg var bare blevet skolet til ikke at kunne lide pauserne, for de tjener ikke nogen. Jeg skulle jo tilbage og bidrage, og det krævede, at jeg overrakte mine datter til andres arme. Til mennesker som jeg hverken kendte eller havde en relation til. Ikke fordi det var bedst for hende, men fordi jeg skulle tilbage på arbejde. Jeg skulle overlade hende til professionelle, som var på arbejde, for at jeg kunne arbejde.

… arbejde – arbejde – arbejde – arbejde – pension – slut.

Og ja, da jeg så nåede til at “komme tilbage” og skulle i gang med arbejdet igen, så føltes det helt forkert. Tiden var gået så hurtigt, og nu skulle andre mennesker til at bruge mere tid med mit barn, end jeg selv skulle. Og jeg fortrød. For i den sidste del af min barsel, var jeg netop begyndt at lære, at jeg kunne definere mig selv ud fra andet end dét, der foregår på rejsen. Og det har jeg arbejdet på lige siden – hvilket i sig selv har været en rejse.

Måske er det derfor, pauser kan føles så svære. Ikke fordi vi ikke længes efter dem, men fordi vi aldrig har lært at finde værdi i os selv, når vi ikke længere producerer, præsterer eller bevæger os videre. Vi har lært at bruge pauser til at samle kræfter, så vi kan fortsætte rejsen, men måske er pausen ikke kun et mellemrum mellem to destinationer. Måske er pausen et sted i sig selv.

/ Julia