Om at være et “nemt” barn.
Hvad vil det egentlig sige, at man er eller har et nemt barn? Det er noget, som jeg ofte hører fra velmenende voksne, som kan komme med bemærkninger såsom “sikke et nemt barn, du har dig der” eller “hvor må det være dejligt, at du har så nemt et barn”. Men hvad ligger der egentlig bag disse ord? Hvad skaber behovet for at kategorisere et barn som værende nemt? Og hvad er det modsatte? Besværlig?
Et barn der er stille, lytter og følger med, vil for nogen voksne fremstå, som et nemt barn. Hvorimod et barn som afbryder, ikke lytter og som modsætter sig at følge med, vil fremstå som besværligt. Men hvad vil det sige at være nem? Og er det overhovedet barnet, der afgør, om det vil være nemt eller besværligt?
Lad os starte med at undersøge, hvad det sprogligt betyder at være nem. I Den Danske Ordbog defineres nem ved:
“[nogen/noget] som ikke volder større vanskeligheder eller besvær; som opnås eller udføres uden vanskeligheder”
Kigger vi længere nede, så finder vi en anden definition, som bruges om en person eller et dyr. Nemlig at:
“[personen/dyret er] let at omgås eller have med at gøre”.
Eksemplet er da også her et “nemt barn” med følgende citat.
“”For bare et år siden var Alfred den sødeste og nemmeste dreng,” klager fru Sørensen til sin læge” (ref.)
Denne definition peger altså på, at dét at være nem, er en relationel ting. Noget der foregår i samspillet med andre. Ordet “nem” beskriver altså ikke barnet, men i stedet relationen mellem barnet og den voksne. Men hvad og hvem definerer så, hvad der er nemt og besværligt? For hvis det er noget der foregår i samspillet med andre, så må vurderingen også opstå i samspillet mellem barnet og den voksne?
Mon vi på baggrund heraf, allerede nu kan argumentere for, at det afhænger af hvilke øjne der ser? Og at det derfor handler om ens egne forestillinger og erfaringer om, hvad der er nemt og besværligt?
Med udgangspunkt i mig selv, så kan jeg da sikkert fremstå ganske besværlig i andres øjne, hvis de har en forventning om, at jeg skal agere på en anden måde, end jeg gør. Det er i mine øjne ikke definerende for mig, hvad de synes og har forventninger om. Jeg er altså hverken nem eller besværlig – måske set I deres øjne, men det er totalt afhængigt af øjnene der ser og vurderer, og har derfor intet at gøre med mig.
Der melder sig her et andet spørgsmål. Hvilke årsager er der til, at et barn (eller en person) helt generelt, kan fremstå som værende besværlig? Og hvad kendetegner egentlig det at være besværlig? Hvad vil det sige, og hvordan ser det ud?
I Den Danske Ordbog er definitionen for besværlig følgende:
“[noget/nogen] som volder besvær; som kræver fysisk eller intellektuel anstrengelse“
Lad os lige dvæle ved den. Vi starter med den fysiske anstrengelse, og sætter det i konteksten af et barn. Fysisk anstrengelse defineres ved at være en “krævende aktivitet, hvor man bruger energi, vilje eller muskler for at opnå et mål” (ref.). Hvilke situationer kan kræve, at vi bruger energi, vilje eller muskler for at opnå et mål med et barn?
Lad os bruge et eksempel, til at understøtte forståelsen. Eksemplet kunne være, at komme afsted ud af døren til et bestemt tidspunkt sammen med et barn. Hvis barnet ikke er med på den ide, så kan det kræve af en voksen at skulle flytte barnet fysisk fra den ene side af døren, til den anden side af døren og videre ud i verden. Hvis et barn modsætter sig at skulle ud af døren, ved f.eks. ikke at ville tage sko på, så vil det ifølge de foregående definitioner, fremstå som værende besværligt, og dermed er barnet ikke nemt. Hvis barnet derimod havde gået med velvilligt, og dermed understøttet den voksnes mål om at gå ud af døren, når den voksne ville det, så havde barnet være nemt.
Hvis vi ser situationen fra barnets side, er modstanden ikke nødvendigvis et forsøg på at skabe besvær. Barnet kan ganske enkelt have et andet mål: at børste dukkens hår færdigt, afslutte sin tegning eller blive hjemme. Det, der fra den voksnes perspektiv opleves som modstand, kan fra barnets perspektiv være en helt naturlig fastholdelse af det, barnet selv var i gang med og ville. Barnet udtrykker et behov eller en grænse, som kolliderer med den voksnes mål, og når barnet forhindrer den voksne i at opnå sit mål, så bliver barnet opfattet som besværligt.
Strøtanke: Mon barnet også her tænker, at den voksne er besværlig?
Hvis vi så tager den anden del af at være besværlig, som var den intellektuelle anstrengelse, så defineres dette ved at være “et mentalt arbejde, der kræver dyb koncentration, logisk tænkning og problemløsning” (ref.). Så måske opleves barnet netop også som besværligt, når det kræver, at den voksne standser op, tænker sig om og forsøger at forstå et perspektiv, der er forskelligt fra den voksnes eget?
Måske er et nemt barn derfor ganske enkelt et barn, der gør det let for den voksne at gennemføre sine planer? Og måske er et besværligt barn et barn, hvis egne mål står i vejen for den voksnes? Men et barn er hverken nemt eller besværligt. Et barn kan gøre det nemmere eller sværere for en voksen at nå sine mål. Det er ikke det samme.
Hvis det virkelig forholder sig sådan, bliver spørgsmålet derfor ikke længere, hvordan vi får barnet til at være “nemt“. Spørgsmålet bliver snarere, hvordan vi som voksne kan blive bedre til at forstå det barn, der står foran os.
Og måske vil et barn først blive oplevet som nemt, når den voksne lykkes med at skabe en situation, hvor barnets og den voksnes mål peger i samme retning.
Et eksempel fra mit eget liv er her, at jeg forsøger, når det er muligt, at lade min datter beslutte, om hun vil være med til noget eller ikke. Hvis hun er motiveret for at være med, f.eks. på en tur til stofbutikken, for at købe nyt stof til en kjole, så vil det for både hende og jeg skabe den bedste grobund for en tur derhen uden konflikter. Hun har allerede inden turens begyndelse haft medbestemmelse, og ser det derfor også som hendes mål at skulle afsted til stofbutikken. Vi bevæger os altså mod samme mål. Havde jeg tværtimod tvunget hende ud af døren, havde turen til stofbutikken været ganske ubehagelig for os begge. Når min datter så senere i butikken får en kommentar om, at “du er da også bare så nem”, fra ekspedienten i butikken, så er det altså ikke fordi hun er nem, men fordi jeg har gjort det nemt for hende at være med. Og det er her forskellen ligger. Den ligger ikke i hende. Den ligger i samspillet mellem os. Og den ligger i de øjne, der ser.
