“Sådan er livet.“
Sådan er livet. Punktum. Et udtryk, som jeg aldrig helt har forstået brugen af. Det har fået mig til at skrive dette essay for at undersøge nærmere, hvad der egentlig lægger i disse ord, og hvornår vi bruger det.
Udtrykket sætter nemlig et definitivt punktum bag noget ved livet. Noget i livet, som hverken kan gøres om eller ændres, og noget som er helt sikkert og vist. Der er en form for livsvisdom over det, og med udtrykket følger der ligeledes en form for accept.
Noget som er helt sikkert ved livet, og som hverken kan gøres om eller ændres er, at vi alle skal dø en dag. Noget andet sikkert ved livet er, at for at kunne dø, skal vi leve først. Disse to forhold i livet er helt sikre, og om dem kan vi i hvert fald med sikkerhed sige, “sådan er livet”. Men det er ikke min oplevelse, at udtrykket alene bliver brugt om denne slags forhold. Jeg oplever nemlig, at udtrykket også bruges som en form for sproglig lukning, og bruges som erstatning for andre definitive udtryk, såsom:
- Sådan er det.
- Det er sådan, det er.
- Det er der ikke noget at gøre ved.
Der findes bestemt en masse vilkår ved at være menneske, som vi ikke kan ændre eller designe os væk fra. Og så kan disse definitive udtryk frit bruges herom. Men “sådan er livet” bør immervæk bruges om “noget”, som har at gøre med livet. Et grundvilkår eller måske endda et livsvilkår.
Men hvor meget er egentlig et grundvilkår ved livet, og hvor meget er blot blevet et vilkår, fordi vi har fortalt os selv, at “sådan er livet”? Fordi vi har accepteret visse fortællinger, og adopteret dem som en del af livet?
Forhold såsom:
- At vi skal bruge størstedelen af vores vågne timer på vores lønarbejde.
“Man skal jo tjene penge. Sådan er livet.” - At hverdagen primært består af pligter, mens weekenden er dér, vi lever.
“Sådan er livet.” - At børn skal kunne passe ind i institutionen eller skolen.
“De skal jo lære, at sådan er livet.” - At travlhed og mangel på tid følger med voksenlivet.
“Når man har børn, hus og arbejde, sådan er livet jo.” - At vi må acceptere dårlige systemer, fordi vi ikke selv kan ændre dem. Bureaukrati, arbejdsgange, regler, institutioner.
“Ja, det er åndssvagt, men sådan er livet jo.”
Ovenstående kan alle føles som en slags livsvilkår, fordi de er blevet normaliseret i sådan en grad, at de virker uundgåelige. Men ingen af dem er grundvilkår ved livet. De er menneskeskabte forhold, som i princippet kunne være anderledes. Fortællingen er, at de ikke kan være anderledes. Og når vi derefter kalder dem en del af livet, lægger vi endnu en fortælling oven på den første. Hurtigt kan fortællingerne ligge i så mange lag, at det bliver svært at få øje på, hvad der egentlig er livet, og hvad vi blot har gjort til en del af det.
Det er ikke udtrykket i sig selv, der skaber forvekslingen. Forvekslingen opstår i måden, vi bruger det på. Når vi bruger det til at acceptere menneskeskabte vilkår som livsvilkår. Når vi stopper med at stille spørgsmål ved dem. Når vi holder op med at undersøge, om det, vi kalder et livsvilkår, måske bare er noget, vi mennesker engang har fundet på, og siden har glemt, at vi fandt på.
Udtrykket kan få os til at holde op med at forestille os alternativer og dermed forhindre os i at skabe forandring ved de ting, som rent faktisk er foranderlige. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi hver især kan ændre alt det, vi ikke bryder os om. Jeg kan ikke alene ændre arbejdsmarkedet, skolesystemet eller de strukturer, som vores samfund er bygget op omkring. Nogle gange er vi reelt magtesløse over for noget, som alligevel ikke er et livsvilkår.
Men der er forskel på at erkende, at jeg ikke kan ændre det, og at konkludere, at det ikke kan ændres. Den første erkendelse fortæller noget om min magt og mine muligheder. Den anden fortæller noget om, hvorvidt forholdet overhovedet er foranderligt.
Og måske begynder forandringen netop dér. Ikke nødvendigvis med, at vi gør noget anderledes, men med at vi tør forestille os, at noget kunne være anderledes. For når vi siger “sådan er livet”, så sætter vi et punktum et sted, hvor der måske stadig var noget at undersøge. Måske skal vi derfor ikke holde op med at bruge udtrykket. Måske skal vi bare blive bedre til at overveje, hvornår det egentlig hører hjemme, og hvornår der med rette kan sættes punktum. Og når vi er i tvivl, kan vi bytte lidt rundt på ordene og sætte et spørgsmålstegn i stedet.
Er livet sådan. Spørgsmålstegn.
