Hverdage & weekender.

Første hverdag i ugen: Mandag

Sidste hverdag i ugen: Fredag

Fælles for dem er, at de begge markerer begyndelsen på noget.

Men fælles for dem er det også, at de er menneskeskabte.

Mandage findes kun, fordi vi er blevet enige om, at de findes.

Og det er det samme med fredage.

Og ikke bare disse dage. Hverdage. Weekender. Uger. Alle tre er menneskeskabte¹. Senere har vi lagt arbejdsugen oven på ugen og givet dagene forskellige funktioner og betydninger. Mandag er begyndelsen på en arbejdsuge. Fredag afslutningen. Lørdag og søndag er friheden.

Dette er et tydeligt tegn på, at industrialiseringen ændrede meget mere end industrierne. Fabriksarbejdet var med til at samle arbejdet, og dermed mennesker, på bestemte steder og bestemte tidspunkter.²

Du møder her klokken 8:00.

Du arbejder indtil klokken 16:00.

Derefter har du fri.

Det havde enorme praktiske fordele, men det skabte også en tydelig opdeling mellem arbejdstid og fritid. Tid til at have fri. Hvilket egentlig er et interessant ord i sig selv. For hvis noget er “fri tid”, hvad er resten af tiden så?³

Vi omtaler liv som “arbejdsliv” og “fritidsliv”, og vores dage er centreret omkring arbejdet og “arbejdslivet”. Arbejde, som sker et bestemt sted. På et bestemt tidspunkt.⁴ Arbejdet, som et ord, der på dansk stammer fra det oldnordiske erfiði (og det gammeldanske ærvithi), som betyder møje, besvær eller hårdt slid (som jeg har skrevet et helt essay om her). Mon det er derfra, at behov for at opfinde ordet “fritid” er opstået? Tid fri fra møje, besvær og hårdt slid.

Bliver weekenden så den længere pause mellem to arbejdsuger, og ferien den endnu længere pause, inden arbejdet begynder igen? Begge med det formål at sikre fri tid til at blive klar til at arbejde igen?

Fælles for fri tid i weekender og ferier er, at vi organiserer vores liv efter pligt først, så frihed. Vi lever efter en forestilling om, at bestemte timer og dage tilhører “arbejdet” og det resterende “livet”.

For de fleste markerer fredagen begyndelsen på frihed. Søndagen minder os om, at friheden slutter om lidt. Om mandagen afleverer vi friheden tilbage. Arbejdet har fået sin faste plads først, og fritiden er den tid, der bliver tilbage omkring det. Det kan tydeligt høres på den måde, vi taler om ugens dage på.

For hele fem dage ud af ugens syv dage føles lige nu for mange som noget, vi skal igennem for at komme hen til de resterende to dage. Hverdagene. Altså de dage, som vi har allerflest af i vores liv, har fået det dårligste ry med udtryk som “så ramte hverdagen igen” og “mandag på en onsdag”.

Det interessante er, at disse udtryk ikke bare beskriver ugedagen, som vi ser på kalenderen. De tillægger dagene værdi. Fredag er positiv. Mandag negativ. Weekend er frihed. Hverdag er pligt.

Vi siger det ofte i forbifarten. Som smalltalk. Som en fælles forståelse og fortælling, som vi bekræfter hinanden i, og som ikke behøver nogen nærmere forklaring. Selvfølgelig er mandag træls. Selvfølgelig glæder vi os til fredag. Selvfølgelig er det ærgerligt, når weekenden er slut. Fortælling har endda skabt behovet for at navngive bestemte følelser, som opstår på bestemte dage i ugen. “Monday Blues” og “Friday Feeling”.

Mon vores oplevelse af tiden kommer ikke fra tiden selv, men fra den fortælling om livet, som vi bygger omkring og oven på tiden. Og måske er det på tide, at vi lægger en anden fortælling oven på vores tid? I stedet for bredt at acceptere, at mandage skaber en følelse af tristhed og træthed, som kan håndteres med en række opmuntrende aktiviteter. Hvad med, at vi i stedet for at betragte opdelingen mellem hverdag og weekend, som en opdeling mellem pligt og frihed, begynder at se dem som rytmer og strømme, der giver forskellige dele af livet plads og skaber muligheder?

For ugedagene og inddelingen i arbejdsdage og weekender skaber rytmer, som vi mennesker kan bruge til at skabe muligheder for os selv og samfundet. Når kollegaer møder ind på samme tidspunkt og samme sted, skaber det muligheder for at skabe noget i fællesskab, som ellers ikke kunne lade sig gøre alene. Ligesom at det skaber andre muligheder, når alle (eller de fleste) kollektivt er enige om ikke at arbejde, og i stedet kan dyrke andre interesser og fællesskaber.

Alt andet lige er det så ikke værd at stoppe op og undersøge, hvad det egentlig er, vi går rundt og fortæller hinanden om vores dage? Når vi igen og igen taler om fem af ugens syv dage som dem, der skal overstås, og de resterende to som dem, vi glæder os til, hvilken fortælling skaber vi så om størstedelen af vores liv?

Kunne vi fortælle en anden historie om ugens dage? En historie, hvor mandag ikke behøver at være forbundet med tristhed og fredag med frihed? Vi fejrer fredage. Fredagsøl i en dedikeret Fredagsbar. Fredagsslik med ekstra rabat på bland-selv-slik i Supermarkederne. Ønsker alle omkring os en god weekend, og spørger ind til andres weekend, som det første, når “arbejdet kalder” igen om mandagen. Hvorfor spørger vi ikke ind til en nogens tirsdag? Mon vi skulle til at fejre alle dage mere lige? Kan ugens dage bare være dage?

Tænk, hvis vi kunne gøre mandag, tirsdag, onsdag torsdag og fredag til dage, som ikke bare skal overstås, for at vi kan komme tættere på weekenden (og dermed livet). Tænk, hvis vi ikke længere behøvede den negative smalltalk om, at det jo også er mandag, og at dagen derfor er dømt til at være dårligere end de andre dage? Hvad hvis mandag bare blev en dag? Ville vi så nyde alle dage lidt mere?

Mennesket har en særlig evne i kommunikationen med andre mennesker. Vi kan nemlig skabe mening gennem fortællinger. Og endnu vildere, så kan vi skabe fortællinger om noget der ikke findes fysisk. Noget der kun eksisterer, fordi mennesker kollektivt tillægger dem betydning. Og når mange mennesker tror på den samme fortælling, kan den begynde at organisere virkeligheden. Den bliver virkeliggjort, og jo mere vi fortæller den, desto længere tid lever den. Fortællinger har derfor en stor indflydelse, både for os selv og vores medmennesker omkring os. Jo mere noget bliver fortalt, desto mere tror vi på det. Derfor kan vi udrette meget ved blot at skabe en anderledes fortælling, og så begive os ud i verden med den fortælling under armen.

Under min arm er en fortælling om, at opdelingen i hverdage og weekender ikke er et problem. Ligesom at overgangene mellem hverdag og weekend heller ikke er et problem. Problemet opstår, når vores fortælling bliver, at der findes fem dage, der skal overstås, og to dage, hvor vi lever. Med den fortælling accepterer vi nemlig et liv, som er indrettet efter, at vi har brug for weekender til at føle os frie. Til at føle, at vi lever.

I min fortælling findes der bare dage. Og tilsammen skaber de mit liv. Det er den fortælling, som jeg forsøger at gøre virkelig.

Hvilken fortælling går du rundt med under armen?

/ Julia